Brev til Ole Hækkerup

Kære Ole Hækkerup.

I dagens Politikken er du citeret for at sige, at det er godt sted at starte med dommernes biindtægter, når talen falder på ekstra lange sagsbehandlingstider og ekstra ressourcer til domstolene.

Lad mig straks sige: Det er mildest talt uheldigt, at der er dommere, der ikke kan følge reglerne og holde sig indenfor de indtægtsgrænser, der er angivet i loven. Det er også derfor, at vi i Bibeskæftigelsesnævnet har afkortet de pågældendes indtægtsmuligheder i den næste optjeningsperiode. Jeg er derfor helt enig med dig og Karina Lorenzten, når I beklager situationen.

Jeg skal ikke forsøge at belære dig, men vil godt knytte et par bemærkninger til forholdet mellem biindtægter og domstolenes ressourcer.

Først vil jeg sige, at det går rigtig godt for tiden med domstolenes sagsbehandlingstider. Takket været en meget stor arbejdsindsats fra alle domstolenes ansatte  og en nu ophørt ekstrabevilling, er det lykkedes at få has på bunkerne i byretterne. Landsretterne oplever lige nu et meget stort pres, men det er vel naturligt, når byretterne har afsluttet så mange ekstra sager.

Godt 200 dommere ud af 380 havde sidste år bibeskæftigelse. Indtjeningen er meget spredt – fra få tusind kroner pr. dommer til de eksempler, Politikken har fremdraget. For langt hovedpartens vedkommende drejer det sig om formandskaber i råd og nævn – Flygtningenævn, klage- og disciplinærnævn, huslejenævn, Fredningsnævn og så videre, og for langt færre dommeres  vedkommende er der tale om voldgift. 80 % af de honorarer, der udbetales, vedrører forhold, hvor lovgivningen forlanger, at der skal sidde en dommer for bordenden. Altså rent offentlige opgaver, som i mange lande er henlagt til såkaldte forvaltningsdomstole. Bortset fra nævnsmøder og lignende, som naturligvis må foregå om dagen, foregår forberedelse og efterbehandling om aftenen og i weekends. Der er ikke eksempler på, at dommeres bibeskæftigelse er gået ud over retsarbejdet. Man kan mene, hvad man vil om den danske ordning, men samlet tror jeg, at vi får løst en række opgaver langt billigere, end hvad tilfældet er i lande, vi ellers sammenligner os med.

Forleden var jeg ude og påpege, at politiets oprustning i den igangværende bandekonflikt med yderligere tilførsel af ressourcer til politiet kan få uheldige konsekvenser i domstolssystemet. Det går lige nu, men forestil dig, hvad det betyder f.eks. for retten i Glostrup, når politiet som i går ved siden af den almindelige ”fangst” fremstillede 18 unge i grundlovsforhør. Det har man ganske enkelt ikke kapacitet til i længden! Det er der ikke dommere til. Alle rettens dommerne er bundet i retten af andre sager – straffesager og civile sager, og man kan ikke bare hente kolleger fra andre retter. Når vi så skal til at behandle sagerne senere - typisk som nævningesager - er der virkelig tale om ”tandudtrækkere”, hvor op til tre kolleger pr. sag er bundet i uger  ja nogle gange i måneder. Vi får ikke flere ressourcer ved at afskaffe dommernes adgang til bibeskæftigelse. Den ligger i dommernes fritid.

Derfor er det, jeg råber vagt i gevær nu og siger, at domstolene kan blive en flaskehals. Når vi først sidder med sagerne, og medierne er fremme med for lange sagsbehandlingstider, kan det være for sent at gribe ind.

Jeg vil gerne ved lejlighed  uddybe mere af dette for dig. 

Med venlig hilsen

Mikael Sjöberg