Ikrafttræden for Grønland af forskellige love om ændring af lov om politiets virksomhed
Til Justitsministeriet
Ved mail af 23. januar 2026 har Justitsministeriet hørt Dommerforeningen over udkast til anordning om ikrafttræden for Grønland af forskellige love om ændring af lov om politiets virksomhed.
Udkastet har været drøftet i Dommerforeningens bestyrelse.
Efter udkastet vil politilovens § 5 b om cykelkontrol fremover også finde anvendelse for Grønland. Dommerforeningen skal i den forbindelse henvise til foreningens høringssvar af 22. oktober 2024 vedrørende den oprindelige høring over dette forslag, hvor foreningen anførte:
”Der lægges med udkastet op til at give politiet hjemmel til at kunne foretage standsning af cyklister med henblik på at kontrollere, om cyklen er meldt stjålet. Dette indebærer, at politiet bl.a. i forbindelse med opstillede stikprøvekontroller eller under den almindelige patruljetjeneste vil kunne bringe cyklister til standsning med henblik på at undersøge cyklens stelnummer. Der vil ved en sådan standsning ikke gælde et mistankekrav, og politiet vil derfor kunne standse cyklister uden anden anledning end for at undersøge stelnummeret. Udkastet indebærer således, at man som borger vil kunne blive standset af politiet på ethvert tidspunkt og på ethvert sted som led i politiets undersøgelse af, om en genstand er stjålet, uden at der er en mistanke eller formodning om en lovovertrædelse. Dette er efter Dommerforeningens opfattelse ganske vidtgående, men det er i sidste ende et retspolitisk spørgsmål, om man ønsker en sådan ordning.”
Dommerforeningen kan henholde sig til det anførte.
Udkastet giver derudover ikke foreningen anledning til bemærkninger.
Der henvises til ministeriets sagsnr. 2025-13585.
På vegne af
Mette Lyster Knudsen
Landsdommer/Formand for Den Danske Dommerforening