Lov om supplerende bestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kunstig intelligens

Til Digitaliseringsstyrelsen

 

Ved mail af 16. september 2025 har Digitaliseringsstyrelsen hørt Dommerforeningen over udkast til forslag til lov om supplerende bestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kunstig intelligens (AI-loven).

Udkastet har været drøftet i Dommerforeningens bestyrelse.

Der lægges med udkastets § 3, stk. 3 og 4, op til en tilsynsmodel, hvor Domstolsstyrelsen fungerer som markedsovervågningsmyndighed for de dele af tilsynet, som vedrører domstolenes anvendelse af AI-systemer, når domstolene ikke handler i deres egenskab af domstol, mens tilsynet med domstolenes anvendelse af AI-systemer i andre sammenhænge, dvs. i forbindelse med egentlig dømmende virksomhed, varetages af den enkelte ret.

Dommerforeningen skal i den anledning bemærke, at den foreslåede tilsynsmodel, som ses at respektere domstolenes uafhængighed, indebærer nye kontrolfunktioner og et behov for klare rammer for, hvordan retterne konkret skal udøve tilsyn med egen anvendelse af AI-systemer. Dette omfatter bl.a. etablering af interne tilsynsstrukturer for anvendelse af AI-systemer og for sikring af dokumentation og efterlevelse af AI-forordningens krav. Retterne vil således skulle opbygge kompetencer til at vurdere og håndtere AI-systemers funktionalitet og lovlighed – både som tilsynsmyndighed og som retsinstans.

Under hensyn til at dette må forventes at få ikke-ubetydelige økonomiske konsekvenser, skal Dommerforeningen fremhæve vigtigheden i, at domstolene ved ny lovgivning tilføres de nødvendige ressourcer, således at man ikke modvirker og udhuler effekten af flerårsaftalen for domstolenes økonomi 2024-2027.

 

På vegne af

Mette Lyster Knudsen

Landsdommer/Formand for Den Danske Dommerforening

Udskriv denne side