Bekendtgørelse om forretningsorden for børne- og ungeudvalgene
Til Social- og Boligministeriet
Ved mail af 18. juni 2025 har Social- og Boligministeriet hørt Dommerforeningen over udkast til bekendtgørelse om forretningsorden for børne- og ungeudvalgene.
Udkastet har været drøftet i Dommerforeningens bestyrelse og giver – for så vidt angår de foreslåede ændringer – ikke anledning til bemærkninger.
Det er imidlertid Dommerforeningens erfaring, at kommuner på tværs af landet på nogle punkter har en ganske forskelligartet praksis, som efter foreningens opfattelse med fordel i højere grad kan ensrettes.
Det drejer sig for det første om den sekretariatsbetjening, som kommunalbestyrelsen efter den foreslåede § 4 (nuværende § 2) skal stille til rådighed for udvalget – navnlig i forbindelse med udvalgets møder. Det er således forskelligt, i hvilket omfang der forud for møderne er udarbejdet udkast til afgørelse, og i hvilket omfang der under møderne er bistand til at føre parternes forklaringer og udvalgets afgørelser til protokol.
Med henblik på uddybning af sekretariatsbetjeningens omfang, skal Dommerforeningen derfor foreslå, at den foreslåede § 4 formuleres: ”Kommunalbestyrelsen stiller den fornødne sekretariatsbistand til rådighed for udvalget, herunder blandt andet med henblik på udarbejdelse af udkast til afgørelse og protokollering af parternes forklaringer og udvalgets afgørelser.”
Det drejer sig for det andet om formandens tilrettelæggelse af tid og sted for udvalgets møder efter den foreslåede § 6 (nuværende § 3, stk. 3). I de fleste kommuner tilrettelægges udvalgets møder således i samråd med retten, og der tages derved hensyn til dommerens allerede berammede retsmøder. Selv om det – navnlig ved særligt hastende sager – ikke altid vil kunne undgås, at et møde i børne- og ungeudvalget kan føre til, at et retsmøde må flyttes, så bør dette i videst muligt omfang undgås.
Med henblik på at udbrede den praksis, som disse kommuner således allerede har, skal Dommerforeningen derfor foreslå, at første pkt. i den foreslåede § 6 formuleres således: ”Formanden fastsætter tid og sted for børne- og ungeudvalgets møder i samråd med dommeren eller fuldmægtigen ved domstolene”.
Der henvises til ministeriets sagsnr. 2024-2838.
På vegne af
Mette Lyster Knudsen
Landsdommer/Formand for Den Danske Dommerforening