Ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og forskellige andre love
Til Justitsministeriet
Ved mail af 14. oktober 2025 har Justitsministeriet hørt Dommerforeningen over udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af aftalen om strafreform og kriminalforsorgens økonomi 2026-2030 m.v.).
Udkastet har været drøftet i Dommerforeningens bestyrelse.
Der lægges med udkastet op til en strafreform, som indebærer meget betydelige strafskærpelser på en række udvalgte områder med særligt fokus på den alvorligste personfarlige kriminalitet. Dette omfatter bl.a. forhøjelser af strafniveauet på 50-100 % for grov vold, gruppevold, overfaldsvold og voldtægt. Der lægges desuden op til at udvide anvendelsesområdet for straffelovens regler om beskyttelse af personer i offentlig tjeneste, herunder således at visse advokater omfattes, og således at reglerne om chikane skærpes.
Behovet for og ønsket om sådanne tiltag er retspolitiske spørgsmål, som Dommerforeningen ikke ønsker at udtale sig om.
Der lægges med udkastet desuden op til en række tiltag med henblik på at nedbringe omfanget af varetægtsfængsling, idet der henvises til en varetægtsfængslings belastende karakter over for en person, der ikke er fundet skyldig, og til ressourceforbruget forbundet med varetægtsfængsling i arrest. Tiltagene omfatter på den baggrund en ny mulighed for varetægtssurrogat på egen bopæl med elektronisk fodlænke, øget brug af anticiperet bevisførelse samt kortere frister for varetægtsfængslingers varighed og for domstolenes berammelse og afholdelse af hovedforhandling.
Dommerforeningen er enig i de hensyn, som ligger bag ønsket om at begrænse omfanget af varetægtsfængsling, men skal dog gøre opmærksom på risikoen for, at de foreslåede tiltag kan føre til ressourcespild og forsinkelser i andre sager. Dette kan fx være tilfældet i situationer, hvor hurtig afholdelse af hovedforhandling eller andre retsmøder i sager med varetægtsfængsling må ske på bekostning af allerede berammede sager, som derfor må omberammes.
Dommerforeningen finder derudover anledning til at knytte bemærkninger til udkastets økonomiske konsekvenser for både domstolene og for resten af straffesagskæden, dvs. politiet, anklagemyndigheden og kriminalforsorgen (nu Danmarks Fængsler).
Det er således anført i udkastet, at de foreslåede skærpelser forventes at medføre merudgifter for alle led i straffesagskæden, hvilket for domstolene, politiet og anklagemyndigheden navnlig henføres til en forventning om flere varetægtsfængslinger og flere nævningesager.
Det er Dommerforeningens opfattelse, at de anførte hensyn ikke i fornødent omfang tager højde for de foreslåede tiltags betydning for sagernes antal, omfang og vej gennem retssystemet. Det må således forventes, at udvidelsen af beskyttelsen af personer i offentlig tjeneste vil give anledning til flere domsmandssager, ligesom strafskærpelserne i sig selv må forventes at gøre mange sager mere tidskrævende, når der alt andet lige er mere på spil for de involverede. Det må endvidere forventes, at de tiltag, der har til formål at nedbringe omfanget af varetægtsfængsling, vil medføre et øget antal retsmøder, herunder om bevisoptagelse, og at varigheden af retsmøder om fortsat varetægtsfængsling i øvrigt vil blive forøget. Dertil kommer, at tiltagene vil stille betydelige organisatoriske krav til domstolenes, anklagemyndighedens og forsvarernes tilrettelæggelse af sager med varetægtsfængslede, når der inden for kort tid vil skulle berammes og påbegyndes en hovedforhandling.
Det er velkendt, at domstolene gennem en længere årrække har haft svært ved at følge ressourcemæssigt med i udviklingen af stadig større og mere komplekse retssager, hvilket har ført til lange ventetider for både straffesager og civile sager. Dette har man fra politisk side forsøgt at imødegå bl.a. ved i domstolenes flerårsaftale for 2024-2027 at tilføre retterne betydelige ressourcer, som navnlig skal bidrage til at nedbringe sagsbunker og ventetider. Man har i tilknytning hertil bl.a. på baggrund af arbejdet i Rørdam-udvalget desuden gennemført ændringer i strafferetsplejen, som netop har haft til formål at nedbringe antallet af sager og disses varighed, herunder bl.a. ved ændring af grænserne for medvirken af domsmænd og nævninger.
Dommerforeningen skal derfor generelt påpege vigtigheden i, at domstolene fremover tilføres de fornødne midler i forbindelse med lovændringer, som kan medføre merudgifter for domstolene. I modsat fald vil den indgåede flerårsaftale og forudsætningerne for denne løbende blive udhulet.
Udkastet giver derudover ikke Dommerforeningen anledning til bemærkninger.
Der henvises til ministeriets sagsnr. 2025-03934.
På vegne af
Mette Lyster Knudsen
Landsdommer/Formand for Den Danske Dommerforening