Ændring af hjemrejseloven, udlændingeloven, lov om knive og blankvåben m.v. m.fl.
Til Udlændinge- og Integrationsministeriet
Ved mail af 26. august 2025 har Udlændinge- og Integrationsministeriet hørt Dommerforeningen over udkast til lov om ændring af hjemrejseloven, udlændingeloven, lov om knive og blankvåben m.v. og forskellige andre love (Mere intensiv kontrol med udlændinge uden lovligt ophold, forbud mod at føre motorkøretøj for visse udlændinge og udvidelse af anvendelsesområdet for knivloven til at omfatte indkvarteringssteder for udlændinge, m.v.).
Udkastet har været drøftet i Dommerforeningens bestyrelse.
Der lægges med udkastet bl.a. op til at indføre daglig meldepligt for udlændinge, der ikke medvirker til udrejse, at indføre et forbud mod at føre motorkøretøj for udlændinge uden lovligt ophold i Danmark og at udvide anvendelsesområdet for knivloven til også at omfatte indkvarteringssteder, der drives af Udlændingestyrelsen.
Behovet for og ønsket om sådanne tiltag er retspolitiske spørgsmål, som Dommerforeningen ikke ønsker at udtale sig om.
Dommerforeningen finder dog anledning til at bemærke, at de foreslåede ændringer må forventes at medføre merudgifter for domstolene, som ikke ses omtalt i udkastet. Dette vil både være gennem en øget sagstilgang, men også ved at sagernes omfang forøges. Selv om Dommerforeningen som anført ikke skal kommentere på behovet for de foreslåede tiltag, skal foreningen fremhæve vigtigheden i, at domstolene ved ny lovgivning tilføres de nødvendige ressourcer, således at man ikke modvirker og udhuler effekten af flerårsaftalen for domstolenes økonomi for 2024-2027. Dommerforeningen skal i den forbindelse i øvrigt henvise til høringssvarene fra Østre og Vestre Landsret, som foreningen i det hele kan tilslutte sig.
Der henvises til ministeriets sagsnr. 2025-5284.
På vegne af
Mette Lyster Knudsen
Landsdommer/Formand for Den Danske Dommerforening