Høringssvar over udkast til forslag til Lov om beskyttelse af whistleblowere
Justitsministeriet har ved mail af 24. februar 2021 hørt Dommerforeningen over ministeriets udkast til forslag til Lov om beskyttelse af whistleblowere.
Dommerforeningen har gennemgået forslaget, som har været behandlet skriftligt i foreningens bestyrelse.
Foreningen skal på den baggrund fremkomme med følgende bemærkninger.
Det følger af udkastets § 1, stk. 3, nr. 4, at loven ikke vil komme til at gælde for sager inden for strafferetsplejen. Dommerforeningen forstår udkastet således, at loven, hvis den vedtages, som udgangspunkt i øvrigt vil finde anvendelse på domstolenes område, og herunder bl.a. på almindelige civile sager og fogedsager. Af bestemmelsen i forslagets § 1, stk. 3, nr. 4, foreslås det videre, at loven ikke skal gælde for oplysninger om rettens rådslagning og afstemning, som i henhold til retsplejelovens § 885 er omfattet af tavshedspligt.
Dommerforeningen kan tilslutte sig, at sådanne sager og oplysninger undtages fra lovens område. Det er imidlertid efter Dommerforeningens opfattelse generelt af central betydning for retternes rådslagning og afstemninger, at retternes voteringer i enhver henseende kan foregå i et fortroligt rum. Dommerforeningen skal i den forbindelse pege på, at den nævnte bestemmelse i retsplejelovens § 885 alene angår rådslagning og afstemninger, der foregår på strafferetsplejens område. Efter Dommerforeningens opfattelse bør det på den baggrund i udkastet anføres, at retternes rådslagninger og afstemninger generelt undtages fra lovens område, således som der også er hjemmel til i direktivets artikel 3, stk. 3, litra c. Dommerforeningen bemærker, at sådanne rådslagninger m.v. efter foreningens opfattelse i dag er fortrolige og omfattet af tavshedspligt i det omfang de ikke fremgår af rettens afgørelse, jf. herved straffelovens § 152, stk. 1 og 3, sammenholdt med retsplejelovens § 214, stk. 2, hvorefter rettens rådslagninger og afstemninger ikke må overværes af andre end rettens medlemmer og visse ansatte, medmindre retten i særlige tilfælde tillader andre at deltage. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til Kommenteret Straffelov, Speciel del, 11. udgave, side 176 med yderligere henvisninger.
Dommerforeningen har endvidere noteret sig, at det med lovudkastet tilsigtes at indføre en pligt for alle arbejdsgivere med flere end 50 ansatte til at etablere en intern whistleblower-ordning, og at en sådan ordning, hvis udkastet vedtages, også vil komme til at gælde for domstolene. Domstolene er kendetegnet af mange enheder af stort set ens størrelse, som i henseende til antal medarbejdere lige netop vil være omfattet af lovudkastet og dermed kravet om en intern whistleblowerordning. Efter Dommerforeningens opfattelse er flere af retterne så små, at det ønske om anonymitet, som ligger bag intensionerne bag lovforslaget, konkret kan være vanskeligt at tilgodese. Dommerforeningen skal derfor foreslå, at domstolene i henseende til en fremtidig whistleblowerordning behandles som en myndighed
En sådan forpligtelse spredt over en lang række mindre enheder må i øvrigt antages at ville medføre en vis øget administrativ byrde for domstolene, der i forvejen ressourcemæssigt er spændt meget hårdt for. Også for at begrænse denne byrde mest muligt skal Dommerforeningen – medmindre der med forslaget samtidig tilføres domstolene tilsvarende øgede bevillinger – foreslå, at der skabes hjemmel til, at domstolene samlet kan anses for én arbejdsgiver, således at retterne kan nøjes med at etablere én fælles intern whistleblower-ordning.
Endelig skal Dommerforeningen bemærke, at forslaget på en række punkter synes at efterlade en række uklare afgrænsningsspørgsmål på retsplejens område. Der kan i den forbindelse blandt andet peges på, at der er uklart, hvordan lovens bestemmelser om tavshedspligt og betingelser for videregivelse af indberettede oplysninger om bl.a. en konkret whistleblowers identitet (§§ 26 og 27) skal forstås i forhold til bestemmelsen om, at loven som sådan ikke finder anvendelse på sager inden for strafferetsplejen. Det er herunder bl.a. uklart, om det som led i en strafferetlig efterforskning af en konkret sag vil være muligt at få udleveret sådanne oplysninger, eller vil udlevering af f.eks. identitetsoplysninger være betinget af samtykke fra whistlebloweren ved hjælp af en editionsbeslutning? Tilsvarende uklarheder synes også at kunne gøre sig gældende i forhold til andre straffeprocessuelle tvangsindgreb, ligesom der også vil kunne rejses spørgsmål om forholdet til retsplejelovens regler om editionspålæg og vidnepligt samt i forhold til reglerne om tavshedspligt i forhold til oplysninger, der er fremkommet under retsmøder afholdt for lukkede døre inden for den civile retspleje mv.
Med venlig hilsen
Mikael Sjöberg