Bemærkninger til lovudkast om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Implementering af initiativer i aftaler om politiets og anklagemyndighedens økonomi

Ved mail af 23. august 2021 har Justitsministeriet anmodet om Dommerforeningens bemærkninger til lovudkast om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Implementering af initiativer i aftaler om politiets og anklagemyndighedens økonomi.

Efter lovudkastet foreslås straffelovens § 82 og § 83 ændret, så der fremover alene kan ske strafnedsættelse eller strafbortfald som følge af lang sagsbehandlingstid, i det omfang det er ”nødvendigt” pga. EMRK art. 6. Bemærkningerne til lovforslaget indeholder nogle meget overordnede betragtninger om, hvad der lægges vægt på i den forbindelse, og at der altid foretages en konkret vurdering. Det nævnes dog specifikt, at der bl.a. kan lægges vægt på, om den sigtede eller tiltalte har benyttet sig af retsmidlerne i retsplejelovens § 152 a (adgang til at forlange fastsættelse af tidspunktet for hovedforhandling) eller § 718 b, stk. 1 (adgang til  at forlange sagen indbragt for retten, hvis der ikke inden 1 år og 6 måneder efter sigtelsestidspunktet er truffet afgørelse om tiltalespørgsmålet mv.). Det fremgår, at der ikke lægges op til ændringer, der i øvrigt begrænser domstolenes mulighed for at kompensere for lang sagsbehandlingstid, f.eks. ved at nedsætte sagsomkostningerne eller fritage den domfældte fra at betale sagsomkostninger, ligesom muligheden for at opnå erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a heller ikke berøres.

Det er et retspolitisk valg, i hvilket omfang man mener, at der – ud over hvad der følger af Danmarks internationale forpligtelser – skal ”kompenseres” for lang sagsbehandlingstid, men det er tankevækkende, at de utilstrækkelige ressourcer i straffesagskæden, som er baggrunden for den lange sagsbehandlingstid, slet ikke omtales i bemærkningerne til lovforslaget. Efter Dommerforeningens opfattelse havde det været mere nærliggende at søge dette grundlæggende problem løst. Sagerne tager jo stadig for lang tid både for ofrene og de tiltalte, selv om der ikke sker nedsættelse af straffen. Den lange sagsbehandlingstid udgør fortsat en betydelig belastning for forurettede, vidner og de tiltalte, herunder tiltalte som er uskyldige og derfor bliver frifundet.

Det er vanskeligt at vurdere, hvad lovændringen ressourcemæssigt vil betyde for straffesagerne. Man kan imidlertid ikke se bort fra, at sagsbehandlingstidens længde i højere grad end i dag vil blive et tema under både bevisførelse, procedure og votering, hvilket vil forlænge den tid, der bruges i retten på den enkelte sag.

Lovudkastets forslag om at ”skærpe straffen for trusler mod ytringsfriheden”, nærmere bestemt ved at indsætte en strafskærpelsesbestemmelse i § 119 og § 266, er en retspolitisk vurdering, som Dommerforeningen ikke har bemærkninger til.

Endvidere foreslås det, at voldtægtsofre (§ 216 og § 225, jf. § 216) over 15 år får mulighed for at blive videoafhørt efter en ordning svarende til de gældende regler for børn og unge under 15 år. Det foreslås, at ofret – i forbindelse med at videoafhøringen afspilles for retten – indkaldes til at afgive supplerende forklaring med udgangspunkt i videoafhøringen. Det nævnes i bemærkningerne, at der som udgangspunkt skal være tale om en supplerende afhøring, og at spørgsmål herudover kan afskæres af retten.

Dommerforeningen forstår forslaget sådan, at det er begrundet i de helt særlige hensyn, som gør sig gældende i voldtægtssager, og det helt særlige hensyn til ofrene i disse meget alvorlige sager.

Uanset at man kun kan have sympati for at beskytte voldtægtsofre bedre, er det på det principielle plan et stort skridt at tage at indføre en generel mulighed for videoafhøring af personer over 15 år i en bestemt sagstype. Af hensyn til bevisvurderingen er det centralt, at vidner afgiver forklaring umiddelbart for retten. Afgørelsen i retten beror på en konkret vurdering af sagens beviser, herunder en vurdering af de afgivne forklaringer og en bedømmelse af troværdigheden af disse. Retten skal således frifinde, hvis de fremlagte beviser ikke er tilstrækkelige til en domfældelse.

Det skal i den forbindelse nævnes, at en supplerende forklaring i retten efter sagernes karakter kan blive ganske omfattende. Det er således vigtigt, at ofret ikke stilles i udsigt, at vedkommende ”slipper” for at forklare om overgrebet i retten. 

Der er allerede i dag i mange tilfælde tale om længere forklaringer i retten i voldtægtssager, men en afhøring i retten – efter at politiets efterforskning er afsluttet, og sagens bevistemaer er kendte – er alt andet lige mere fokuseret end den første afhøring hos politiet (ikke mindst hvis politiet anvender den afhøringsmetode, hvor vidnet starter med en ”fri forklaring”). Det vil derfor antagelig i mange tilfælde være lange videoafhøringer, som skal afspilles i retten, hvilket fører til, at den enkelte straffesag kommer til at tage længere tid – med deraf følgende konsekvenser for domstolenes samlede ressourceanvendelse.

Lovudkastet indeholder desuden en beskrivelse af en lang række kriminalitetstyper, som fremover skal være særligt prioriterede (svarende til den nuværende VVV-model). Prioriteringen af vvv-sagerne medfører i dag, at andre kriminalitetstyper må nedprioriteres med længere sagsbehandlingstid til følge. Det siger sig selv, at denne nedprioritering forstærkes yderligere, når omfanget af særligt prioriterede sager udvides i et så betydeligt omfang som det foreslåede. Uden en betydelig ressourcetilførsel kommer sager om eksempelvis vanvidskørsel, indbrud, dokumentfalsk, hvidvask og anden økonomisk forbrydelse derfor yderligere tilbage i køen. Den forudsatte særlige prioritering af et meget stort antal straffesager vil uvægerligt også få betydning for behandlingen af de civile sager.

Det fremgår af lovudkastets økonomiske bemærkninger, at det må forventes, at flere af forslagene vil medføre en øget ressourcemæssig belastning af domstolene, hvoraf nogle er omtalt ovenfor. Der lægges imidlertid umiddelbart ikke op til nogen form for kompensation. Domstolene har i forvejen alt for lange sagsbehandlingstider, og med dette lovudkast, der isoleret set alene vil medføre et yderligere træk på domstolenes i forvejen hårdt prøvede ressourcer, må man imødese endnu længere sagsbehandlingstider.

Dommerforeningen er bekendt med Vestre Landsrets, Østre Landsrets og Byretspræsidenternes høringssvar, som man kan tilslutte sig.

 

I øvrigt giver lovforslaget ikke anledning til bemærkninger.

 

Med venlig hilsen   

Mikael Sjöberg