Høringssvar over et udkast til lov om ændring af retsplejeloven, lov om våben og eksplosivstoffer og lov om hittegods (Gennemførelse af aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi i 2021-2024).
Justitsministeriet
Strafferetskontoret
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Ved mail af 12. november 2020 har Justitsministeriet hørt blandt andre Dommerforeningen over et udkast til lov om ændring af retsplejeloven, lov om våben og eksplosivstoffer og lov om hittegods (Gennemførelse af aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi i 2021-2024).
Det fremgår blandt andet af lovudkastet, at afgørelse om edition i visse sager, hvor afgørelsen i dag træffes ved retskendelse, fremover skal kunne træffes af politiet alene. Forslaget er en del af regeringens oplæg til en ny aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi i 2021-2024 og ventes at medføre en besparelse hos politiet på godt 8 millioner kr. om året.
Efter lovudkastet skal politiet og anklagemyndigheden som udgangspunkt ikke længere indhente en forudgående retskendelse om edition i en række nærmere angivne tilfælde. Baggrunden herfor er ifølge bemærkningerne til lovudkastet, at politiet og anklagemyndigheden i dag bruger mange ressourcer på udarbejdelsen af anmodninger om editionskendelser vedrørende oplysninger fra banker mv. Det vurderes således at tage ca. 3 timer i politiet og 2 timer i anklagemyndigheden at forberede en editionskendelse, og herudover kan behovet for editionskendelser udgøre et forsinkende element i straffesagsbehandlingen, når politiet og anklagemyndigheden afventer rettens kendelse om edition. I forhold til gældende ret indebærer forslaget endvidere, at politiets beslutning kan træffes uden forudgående høring af den finansielle virksomhed mv., indgrebet retter sig mod.
Dommerforeningen har drøftet lovudkastet på et bestyrelsesmøde
At overlade politi og anklagemyndighed vurderingen af, om et indgreb – her edition – overholder betingelserne for et tvangsindgreb efter retsplejeloven, er et politisk valg.
Dommerforeningen vil imidlertid fremhæve, at forslaget rejser væsentlige retssikkerhedsmæssige spørgsmål.
Pålæg om edition gives tredjemand som led i efterforskningen af en lovovertrædelse. Afgørelse om editionspålæg træffes i dag af retten ved kendelse efter politiets begæring, jf. retsplejelovens § 806, stk. 1 og 2. Kravet om kendelse indebærer bl.a., at afgørelsen skal være begrundet, jf. retsplejelovens § 218, stk. 1, 1. pkt. Før retten træffer afgørelse, skal den, som indgrebet retter sig imod, have lejlighed til at udtale sig, jf. retsplejelovens § 807, stk. 7 og 8, og sigtedes forsvarer skal som udgangspunkt underrettes og er berettiget til at fremsætte bemærkninger, jf. § 748, stk. 2 og 3.
Justitsministeriet anfører i de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.2, at der efter ministeriets opfattelse ikke vil være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder forbundet med den foreslåede ordning. Om baggrunden herfor anføres alene: ”Der ændres således ikke på de materielle betingelser for at pålægge edition, ligesom den indgrebet retter sig mod, kan få rettens efterfølgende prøvelse af indgrebet.” Den særlige processuelle retsgaranti, der ligger i, at indgrebet – inden det foretages – skal forelægges retten, berøres således slet ikke. Rettens medvirken indebærer, at politiets og anklagemyndighedens anmodning om edition efterprøves af en uafhængig instans. Den omstændighed, at begæringen skal forelægges retten, nødvendiggør i sig selv en kvalitetssikring og herunder – må man forvente – en sikring af, at kun begæringer, som forventes at kunne føre til editionspålæg, forelægges retten. Kravet om retskendelse sikrer f.eks. også, at det ikke er politiet selv, der tager stilling til, om indgrebet står i misforhold til sagens betydning og det tab eller den ulempe, som indgrebet kan antages at medføre, jf. retsplejelovens § 805, stk. 1.
Som anført i de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 2.1.3.7, vil politiet med den foreslåede ordning som noget nyt heller ikke skulle foretage høring af den, som indgrebet retter sig mod. Dermed er der en risiko for, at politiets oplysningsgrundlag er mangelfuldt. Det kan f.eks. tænkes at være af betydning for at kunne vurdere, om indgrebet er udelukket, fordi den pågældende er omfattet af vidnefritagelsesreglerne i retsplejelovens §§ 169-172, jf. § 804, stk. 2.
Det er endvidere Dommerforeningens indtryk, at sager om edition fra retternes side behandles på en sådan måde, at det ikke er rimeligt at anse domstolskontrollen for et væsentligt forsinkende eller i øvrigt bureaukratisk element, jf. herved de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2. Efter gældende ret kan politiet i øvrigt i en særligt hastende sag træffe beslutningen på øjemedet.
Det er i øvrigt Dommerforeningens opfattelse, at den relativt begrænsede mulige besparelse ikke står mål med den svækkelse af retssikkerheden, som en gennemførelse af forslaget vil indebære. Den tid, politi og anklagemyndighed efter det oplyste i dag anvender for at forberede en editionskendelse, er vel netop udtryk for, at politiets ønske om adgang til dokumenter hos tredjemand undergives en grundig behandling. Hvis den tid, der i dag anvendes til at forberede en editionskendelse, imidlertid som forudsat i væsentligt omfang skal reduceres, er det vanskeligt at forestille sig, at man – uanset at de materielle betingelser som anført i øvrigt opretholdes – kan opretholde den samme kvalitet af editionsbeslutningerne som nu.
Lovforslagets øvrige dele giver ikke foreningen anledning til bemærkninger.
Med venlig hilsen
Mikael Sjöberg