Om adgangen til appel i civile sager og delnotat om sagstilgangen til Højesteret

Justitsministeriet har ved brev af 2. juli 2013 anmodet Dommerforeningen om en udtalelse over del­notat om adgangen til appel i civile sager og delnotat om sagstilgangen til Højesteret (sagsnr. 2013-4000-0056).

Delnotaterne er afgivet af Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domsto­lene. Dommerforeningen har haft sæde både i Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager og i det underudvalg, der har behandlet spørgsmålet om sagstilgangen til Højesteret.

Baggrunden for nedsættelsen af udvalget er blandt finanslovsaftalen mellem regeringen og Enhedsli­sten om finansloven for 2012, hvor det er anført, at regeringen og Enhedslisten er enige om, at et vel­fungerende og effektivt domstolssystem er væsentligt for retshåndhævelsen og borgernes adgang til at få løst deres retstvister. Det fremgår af udvalgets kommissorium, at udvalget skal komme med forslag til initiativer, der kan sikre en bedre og mere effektiv og fleksibel behandling af civile sager.

Sagsbehandlingstiden i civile første instanssager ved byretterne er takket været en meget målrettet ind­sats forbedret ganske væsentligt i de senere år. Imidlertid har den store sagsafvikling ved byretterne medført en væsentligt øget sagsmængde i landsretterne med en deraf følgende stigende sagsbehand­lingstid ved landsretterne, således at den samlede sagsbehandlingstid for en civil sag i to instanser ikke er reduceret siden domstolsreformen.   

Hovedopgaven for Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene har været at komme med forslag til, hvorledes retternes sagsbehandlingstider i civile sager kan gø­res kor­tere. Det har været en forudsætning, at udvalgets forslag samlet set ikke medfører merudgif­ter. Det har endvidere været opgaven at komme med forslag, der kan sikre, at Højesterets ressourcer i højere grad koncentreres om behandlingen af principielle sager, således at Højesteret fortsat kan indtage den helt centrale rolle i det samlede domstolssystem, som er tiltænkt ved domstolsreformen.

Udvalgets hovedopgave at skabe mulighed for, at behandlingen af de civile sager med de nuværende ressourcer forbedres, og at retternes sagsbehandlingstid gøres kortere.

Der har været tale om en bundet opgave om på den ene side at skabe et bedre og mere effektivt dom­stolssystem og samtidig løse denne opgave indenfor de nuværende ressourcer. Der er således ikke tale om en sænkning af kvaliteten.

Dommerforeningen må således konstatere, at der ikke er udsigt til, at domstolene i de nærmeste år får tilført yderligere ressourcer, som ville kunne medvirke til at nedsætte sagsbehandlingstiden og samti­dig øge kvaliteten af arbejdet. Det er ikke en naturlig opgave for Dommerforeningen at stille forslag om begrænsning af borgernes adgang til domstolene, men i lyset af ovenstående har Dommerforenin­gen fundet, at foreningen burde gå aktivt ind i arbejdet med en række forslag og derigennem søge at påvirke udvalgets forslag.

Dommerforeningen har hæftet sig ved, at det ikke er hensigten med udvalgets nedsættelse at finde be­sparelser ved domstolene og reducere domstolenes ressourcer.  Der er med andre ord ikke tale om en spareøvelse, men et forsøg på indenfor de givne rammer, at etablere en både bedre og mere effektiv behandling af de civile sager.

Det er derfor vigtigt at understrege, at en forbedring af kvaliteten og en nedsættelse af sagsbehand­lingstiden kun kan nås, hvis de ressourcer, udvalgets forslag måtte frigive ved de enkelte instanser, forbliver ved domstolene. Danmark har i forvejen et af Europas billigste retssystemer målt pr. indbyg­ger. Danske dommere afsiger flere domme og tilbringer mere tid i retten end i lande, vi sædvanligvis sammenligner os med, og danske domstole er blandt de mest effektive i Europa. En reduktion af dom­stolenes ressourcer kan derfor ikke undgå at få konsekvenser for effektiviteten og kvaliteten af danske restafgørelser.

Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager, der har repræsentanter fra Fi­nans- og Justitsministeriet, Domstolsstyrelsen, Dommerforeningen, Advokatrådet og Danske Advokater, er i enighed fremkommet med en række forslag.

Dommerforeningen kan tilslutte sig udvalgets forslag og begrundelsen for disse. Det er Dommer­foreningens opfattelse, at man inden for de givne rammer med forslagene opnår en mere effektiv behandling af de civile sager, uden at dette sker på bekostning af den enkeltes retssikkerhed.

Dommerforeningen finder derfor kun anledning til at knytte enkelte bemærkninger til nogle af udval­gets forslag.  

Som noget helt centralt foreslår udvalget, at ankereglerne ændres således, at beløbsgrænsen ændres fra de nuværende 10.000 kr. til 50.000 kr.

Det er det klare udgangspunkt i dansk ret, at en part også i en civil sag har ret til at få prøvet sin sag i to instanser. Denne adgang til appel er med til at sikre velfunderede og materielt rigtige afgørelser. Samtidig er det af selvstændig betydning, at en sag afsluttes inden for en rimelig tid. Det er utvivlsomt, at lange sagsbehandlingstider har negative konsekvenser for de involverede parter og deres hele tilvæ­relse

Forslaget om de ændrede beløbsgrænser omfatter ankesager, kæremål om sagsomkostninger og salær samt kæremål om udlæg. Der vil fortsat være mulighed for at få tilladelse til at indbringe en sag under beløbsgrænsen med til­ladelse af Procesbevillingsnævnet. Tilladelse til anke kan meddeles, hvis sagen er af prin­cipiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Tilladelse til kære kan meddeles, hvis sær­lige grunde taler derfor.

Beløbsgrænserne har ikke været ændret i mange år, og ved valget af 50.000 kr. og den tilknyttede mu­lighed for appel også af sager under beløbsgrænsen er der efter Dommerforeningens opfattelse fundet en balance mellem hensynet til at fastholde et toinstansprincip som en grundpille i dansk retspleje og hensynet til, at der også sikres mulighed for en retssikkerhedsmæssig forsvarlig behandling af den en­kelte sag, herunder en hurtig og effektiv behandling af de sager, der indbringes for landsretterne. Sam­tidig er der også taget hensyn til en aflastning af landsretterne.

Dommerforeningen er enig i udvalgets forslag til begrænsning af adgangen til at kære afgørelser om sagens forberedelse. Landsretterne har de senere år oplevet en voldsom stigning af netop denne type kæremål, og kæremålene medfører øget sagsbehandlingstid ved byretterne. Det er tanken, at kære til landsretten som hovedregel ikke kan ske. Dog kan kendelser og beslutninger, der angår spørgsmål af indgribende eller afgørende betydning for parten, eller som er af væsentlig betydning for sagens forløb, kæres til landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Alle tre retsinstanser og de to advokatorganisationer har haft sæde i det undervalg, der har haft til opgave at fremkomme med forslag til hovedudvalget om sagstilgangen til Højesteret. Dom­merforeningen kan tilslutte sig forslagene, der er stillet af et enigt underudvalg.

Baggrunden for nedsættelsen af underudvalget var som bekendt Højesteretspræsident Børge Dahls brev af 10. oktober 2012 til justitsministeren, hvor der blev rejst forskellige problemstillinger om sagstilgangen til Højesteret. Det var Højesterets vurdering, at omkring hver tredje ankesag fra lands­retterne, hvor landsretterne har truf­fet afgørelse som 1. instans efter henvisning fra byretterne, og at mere end hver anden ankesag fra Sø- og Handelsretten ikke opfylder kriterierne for at være indbragt for Højesteret.

For underudvalget har opgaven været at komme med forslag, der kan sikre, at Højesterets res­sourcer i højere grad koncentreres om behandlingen af principielle sager, således at Højesteret fort­sat kan ind­tage den helt centrale rolle i det samlede domstolssystem, som er tiltænkt med domstols­reformen, og således at sagsbehandlingstiderne i de civile ankesager ved Højesteret nedbringes.

Dommerforeningen deler underudvalgets vurdering af, at problemet med hensyn til tilgangen af anke­sager til Hø­jesteret som 2. instans på nuværende tidspunkt ikke er, at Højesteret får for mange sager, men at Højesteret ikke i alle tilfælde får de rigtige sager.

Udvalget foreslår for så vidt angår sager behandlet af landsret i 1. instans, at bestemmelsen i retspleje­lovens § 226 om henvisning af principielle sager fra byret til landsret ændres således, at det præciseres i bestemmelsen, at en sag kan henvises, hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Samtidig foreslås indført adgang til at kære byretternes kendelser om henvisning. Der indføres adgang for lands­retten til at afvise en henvisning, der ikke opfylder de krav, der fremgår af § 226 i den ændrede for­mulering, og landsrettens afvisning af en henvisning skal kunne kæres til Højesteret.

Med forslaget, der er en præcisering af de nuværende regler, er det Dommerforeningens opfattelse, at man på den ene side tilgodeser muligheden for, at sager, der opfylder betingelserne for at være 1. in­stanssager i landsretten, behandles af disse, og at Højesteret som landets øverste domstol får de rigtige sager.

Med hensyn til sager behandlet af Sø og Handelsretten som 1. instans har underudvalget foreslået, at disse sager enten kan ankes til Højesteret eller til en af landsretterne. Anke kan ske til Højesteret, hvis sagen har principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt, eller der foreligger andre særlige grunde til ankebe­handling i Højesteret som 2. instans. Hvis Højesteret ikke finder, at en anken opfylder de nævnte be­tingelser for anke til Højesteret som 2. instans, afviser Højesteret anken, og ønsker parterne en be­handling i 2. instans, kan sagen indbringes sagen for landsretten.

Med forslaget, hvor Sø- og Handelsrettens kompetence i øvrigt udvides på enkelte sagsområder, er det Dommerforeningens opfattelse, at der samlet set er tale om et afbalanceret og fornuftigt kompromis mellem de forskellige hensyn, der gør sig gældende i forhold til sagstilgangen til Højesteret som 2. instans af sager fra Sø- og Handelsretten. Det vil fortsat være muligt at anke principielle sager fra Sø- og Handelsretten til Højesteret, og forslaget vil være med til at sikre, at sagsbehandlingstiderne ved Højesteret kan nedbringes.

Konkluderende skal Dommerforeningen udtale, at man kan tilslutte sig udvalgets forslag om appelbegrænsning og om sagstilgangen til Højesteret og begrundelsen for disse. Forslagene er stillet afet enigt udvalg, hvor blandt andet dommere og advokater er repræsenteret, og det er Dommerforeningens opfattelse, at man inden for de givne rammer med forslagene opnår en mere effektiv behandling af de civile sager, uden at dette sker på bekostning af den enkeltes rets­sikkerhed. Med forslagene stillet af et enigt underudvalg om sagstilgangen til Højesteret, er det Dommerforeningens opfattelse, at man tilgodeser, at Højesteret som landets øverste domstol får de rigtige sager.

Formålet med forslagene er at skabe bedre og mere effektive rammer om behandlingen af de civile sager. Udvalgets forslag frigiver med al sandsynlighed ressourcer ved domstolene. Dom­merforeningen finder det af afgørende betydning, at disse ressourcer bliver hos domstolene. Kun derigennem kan man nedsætte sagsbehandlingstiden, effektivisere sagsbehandlingen og undgå at gå på kompromis med kvaliteten. Hvis omvendt ressourcerne inddrages, har Dommerfor­eningen meget svært ved at se, hvorledes man skulle kunne opnå de ønskede resultater.   

Med venlig hilsen

Mikael Sjöberg