Domstolsreform

J.nr. 147/2005
Deres j.nr. 2005-740-0109

I et brev af 16. december 2005 har Justitsministeriet anmodet om en udtalelse om udkast til lovforslag om en politi- og domstolsreform (udkast til forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love).

Lovforslaget bygger for så vidt angår domstolsreformen i væsentligt omfang på betænkning 1398 fra Domstolenes Strukturkommission og en række betænkninger fra Retsplejerådet.

Efter lovforslaget skal byretterne være den almindelige førsteinstans også i for eksempel forvaltningssager, blandt andet for at sikre Højesterets stilling i domstolssystemet som behandlende sager af principiel karakter og for at undgå uacceptable ventetider. Samtidig gives byretterne mulighed for flerdommerbehandling. Forslaget åbner også mulighed for i videre omfang end hidtil at inddrage sagkyndige dommere og indeholder regler om en indførelse af en småsagsproces, der nødvendiggør en styrkelse af retssekretariaterne. Efter forslaget skal der tillige ske en reform af nævningesystemet, og der skal etableres en landsdækkende Tinglysningsret.

Foreningen finder argumentationen for disse forslag overbevisende og kan tilslutte sig den. Indførelsen af et system, der muliggør toinstansbehandlingen af skyldspørgsmålet i nævningesager og giver mulighed for at begrunde afgørelserne i de alvorligste straffesager, må således hilses velkommen. Også behovet for indretning af mere brugervenlige og sikre lokaler til parter og vidner tilsiger en reform.

Foreningen kan endvidere tilslutte sig forslagets konklusioner om, at ændringer i den i øvrigt hidtil velfungerende byretsstruktur blandt andet som følge heraf er påkrævet, og at der indføres en mindstenormering på 6-8 dommere ved de fremtidige embeder bortset fra retten på Bornholm. I vurderingen af forsvarligheden af forslaget til en ændret struktur er det tillige indgået, at der efter et lokalt skøn åbnes mulighed for anvendelse af retslokaler decentralt til behandling af navnlig foged- og skiftesager. Foreningen finder ikke at burde udtale sig om det i høj grad politiske spørgsmål om det eksakte antal kredse, den eksakte grænsedragning og placeringen af hovedtingstederne.

Dog finder foreningen anledning til at fremhæve, at sikkerheden for omsætning og belåning af fast ejendom i Danmark tilsiger, at Tinglysningsretten placeres geografisk således, at de fremtidige opgaver i størst muligt omfang kan varetages af dele af det nuværende højt specialiserede personale.

Foreningens ovenfor angivne positive holdning til den omfattende reform forudsætter en nødvendig og realistisk ressourcetildeling, så de nye embeder kan etableres hurtigt og i tidssvarende lokaler og normeres med tilstrækkeligt personale. Forslagets skøn over det fremtidige antal sager og disses kompleksitet og hermed personalebehovet også for så vidt angår dommerantallet er forbundet med ganske betydelig usikkerhed. Foreningen kan være bekymret for, om den stipulerede normering er tilstrækkelig med risiko for forøgede sagsbehandlingstider ved byretterne. Udviklingen bør derfor følges nøje med henblik på eventuelle justeringer også udover de i forslagets § 9, stk. 11, angivne muligheder.

Efter foreningens opfattelse skal antallet af udnævnte dommere ved den enkelte domstol som hidtil som det helt klare udgangspunkt fastsættes ved lov og ikke administrativt. En administrativ reguleringsmulighed vedrørende et beskedent antal dommere kan dog efter omstændighederne accepteres. Grænsen herfor findes at være nået ved den foreslåede formulering af § 9, stk. 11, men foreningen skal dog ikke udtale sig herimod.

Dommerforeningen, der har været repræsenteret både i Strukturkommissionen og Retsplejerådet, har med nedennævnte undtagelser ikke i øvrigt bemærkninger til lovforslaget.

Foreningen kan tiltræde, at der ikke i videre omgang end nu åbnes mulighed for umiddelbar tvangsfuldbyrdelse af nævnsafgørelser m.v.

Foreningen finder, at anlæggelse af sager om prøvelse af afgørelser truffet af en central statslig myndighed af spredningshensyn som hovedregel bør anlægges ved sagsøgerens hjemting. Ordet "kan" bør derfor udgå i forslagets affattelse af retsplejelovens § 240, stk. 2.

Med venlig hilsen
Henrik Linde