Samråd den 5. februar 2015 med Justitsministeren

Kære retsordfører

Som bekendt er justitsministeren kaldt i samråd i morgen om domstolenes sikkerhed.

I skrivende stund kender vi ikke ministerens holdning. Det vides ikke, om ministeren vil imødekomme et samlet domstolsvæsens ønske om øget sikkerhed, eller kun komme os delvist i møde. Jeg kan vanskeligt forestille mig, at ministeren helt vil afvise domstolenes saglige krav.

Nogle af jer har udtalt sig positivt op til samrådet, andre har bl.a. i pressen været mere afvisende. I den forbindelse vil jeg gerne fremhæve tre ting:

1) Det er blevet sagt, at domstolene selv må afholde udgiften til sikkerhed, og at beløbet sagtens kan holdes inden for 4 års rammen.  Hertil er at sige, at det ganske enkelt ikke kan lade sig gøre. Domstolene har rigtig nok fået et 4 års budget, men der er tale om, at det nuværende budget fremføres (med ny bygning til Østre landsret og en midlertidig afdeling) og fratrækkes nogle procent i besparelser. Hertil kommer, at en meget stor del af budgettet er lovbundet –  blandt andet til dommerlønninger. Det vil i praksis være helt og aldeles umuligt at finde penge til det fornødne vagtpersonale, uden at skulle afskedige andet personale med den følge, at domstolenes – i forvejen lange ekspeditionstider – yderligere forlænges.

2)  Nogle har søgt at undertone problemet med sikkerhed med bemærkninger om, at der hidtil kun har været en (alvorlig) episode, og at vi ikke skal overreagere. Hertil vil jeg blot spørge : Hvor mange ulykker skal der til? Som repræsentant for en af de grupper, der har den manglende sikkerhed på nært hold i det daglige arbejde, tør jeg ikke forholde mig passiv og blot håbe, at der intet sker. Én ting er hensynet til dommere, dommerfuldmægtige og det øvrige personale ved retterne. Noget andet er hensynet til de mange borgere, som dagligt kommer i retterne. De må da have krav på at kunne fungere som domsmænd og vidne i retten i forvisning om, at nogen interesserer sig for deres sikkerhed.

3) Der har lykkeligvis kun være en episode med døden til følge. Domstolene indberetter imidlertid årligt alle alvorlige hændelser til Domstolsstyrelsen, og alene sidste år blev der indberettet mere end 50 såkaldte personsager – det vil sige episoder spændende lige fra trusler, kasten med inventar  til fund af våben og decideret vold. I dagligdagen håndteres langt de fleste af den slags situationer af dygtigt personale, før de opstår, men det ændrer ikke på, at der ved domstolene dagligt behandles sager, hvor konfliktniveauet er endog meget højt.

Jeg kan på denne baggrund meget vanskeligt forstille mig, at lovgivningsmagten helt vil  afvise vore ønsker og henvise til, at vi kan sikre os selv inden for budgetrammen eller henvise til, at der kun har været en enkelt episode.

Jeg håber derfor, at der i morgen viser sig en vilje til at komme videre. Hvis ikke regering og Folketing kan og vil finde midler til sikkerhed ved alle landets retter, så håber jeg, at man i det mindste til en begyndelse er indstillet på, at  særligt udsatte retter allerede nu får indført sikkerhed ved indgangen. Herefter må vi drøfte, hvordan vi kommer videre.

Med venlig hilsen

Mikael Sjöberg