Brev til Retsudvalget om sikkerhed

Kære Trine.

Tak for din deltagelse i Dommerforeningens årsmøde.

Jeg synes, at vi havde en god debat, hvor vi kom vidt omkring.

Jeg vil i særdeleshed gerne sige dig tak for dine positive bemærkninger om at være os behjælpelige i den igangværende diskussion om vores sikkerhed.

Der er hos dommerne et udtalt ønske om bedre sikkerhed ved domstolene. Vi har imidlertid ikke de fornødne ressourcer til at tilvejebringe denne sikkerhed.

Jeg vil meget gerne understrege, at vore ønsker ikke alene skyldes hændelsen i Københavns byret. Vi er ikke gået i panik! Dommerforeningen har gennem flere år peget på den manglende sikkerhed i vore retsbygninger, og vi har særligt peget på, at der burde være en kontrol af rettens besøgende ved indgangen. Jeg vil gerne understrege, at sikkerhed og åbenhed ved domstolene for os ikke er to forskellige ting, men sagtens kan kombineres. Det synes, jeg at erfaringerne fra Sverige har vist.

De nye retsbygninger er indrettet med sikkerhedszoner, men ingen retter har generel sikkerhedskontrol ved indgangene. De retter, der ligger i gamle bygninger – f.eks. Københavns Byret og Østre Landsret -  har hverken sikkerhedszoner eller adgangskontrol. Man kan aldrig vide sig sikker, men havde der været sikkerhedskontrol ved indgangen til fogedretten i København, havde ulykken nok være undgået.   

Folketinget har ved lov givet retspræsidenterne bemyndigelse til at visitere publikum. Bekendtgørelsen, der skal sætte loven om visitation i kraft, forventes at træde i kraft engang efter årsskiftet.

Ved Domstolsstyrelsens hjælp afgav retterne i sidste efterår ønsker om forskelligt sikkerhedsudstyr. Det er nu opstillet, men som det har været påpeget fra mange sider, er det til ingen nytte, for der er ikke personale til at betjene det!

Jeg havde efter skyderiet i byretten lejlighed til over for Karen Hækkerup at påpege ovennævnte dilemma: Vi har udstyret ( i hvert fald en del af det), men vi mangler den ”manpower”, der skal til for at betjene det. Noget, vi to også har talt om ved flere lejligheder. Jeg har efterfølgende mødt forståelse fra alle sider, hvilket jeg har opfattet som vilje til om nødvendigt at skaffe de midler, som skal til for den etablere den nødvendige sikkerhed.

Det er dyrt både i anlægsomkostninger og i drift at iværksætte og opretholde et sikkerhedssystem som det ønskede. Vi har som sagt en del af udstyret, men domstolene har overhovedet ikke de ressourcer, der skal til for at bemande det. Det er bl.a. her, at jeg opfordrer retspolitikkerne til at hjælpe os.

Vi forestiller os en adgangskontrol, som den man kender bl.a. i Malmö tingsret, hvor besøgende skal passere en metalscanner, og hvor deres tøj og tasker undersøges. Der er ikke for tiden fra vor side ønske om mere eller mindre specialiserede scannere, der kan afsløre plasticvåben, og vi forestiller os for tiden heller ikke videoovervågning af retssalene og glasvægge, der kan adskille publikum og ret.

Kontrollen skal indføres, for at besøgende – herunder vidner som skal møde i retten - og ansatte skal kunne føle sig mere trygge.

Personale, advokater og anklagere skal ikke kontrolleres. Hvem, der forestår kontrollen – eget personale eller et professionelt vagtselskab - er ikke afgørende for os. I de tilfælde, hvor politiet er i retsbygningen af andre grunde, bør politiet naturligt have ansvaret for kontrollen.

Jeg vil  gerne nok en gang understrege, at den form for adgangskontrol, Dommerforeningen ser for sig, er baseret på venlighed og imødekommenhed. Domstolene er en væsentlig bestanddel af det demokratiske, åbne samfund. Vi ved, at der kan etableres sikkerhedskontrol uden at gå på kompromis med disse basale værdier. Se blot til Sverige.

Med venlig hilsen

Mikael