Svar på tiltale i Berlingske Tidende

Berlingske Debat den 20. november 2013, af filosof Eva Agnete Selsing

Den juridiske klasse og folket

Der er noget pilråddent i retssystemet. En grundlæggende kløft mellem den juridiske klasse og befolkningen. Mellem retsfølelse og retsstand. Alle ved det, og det bliver bekræftet utallige gange årligt, når endnu en frygtelig sag rammer medierne. Her bliver vi mindet om, at retfærdighed ikke er en by i Danmark, og at vi er begunstiget med en dommerstand, der konsekvent sætter forbryder over offer. Senest i den ækle sag om tre palæstinensere, der knivstak og skar øret af en ung mand. De monstrøse gerningsmænd har fået mellem to et halvt og tre års fængsel og en ’betinget’ udvisning. Altså i realiteten ingen udvisning, og en særdeles kort straf for den grove vold, som formentlig bliver kortere endnu, hvis de kan finde ud af at opføre sig pænt. Det kan de nok, med udsigten til snart at være ude igen - klar til at begå nye overgreb på uskyldige mennesker.

Det, de lave straffe for vold, mord og voldtægt signalerer, er, at ofrenes liv ikke betyder noget for retssystemet. At det element af gengældelse - kald det bare vendetta - der er en uadskillelig del af de fleste borgeres begreb om retfærdighed, er uvæsentligt. Straf i dag er en bureaukratisk forordning, der gør, at vi i hvert fald ikke på papiret accepterer hvad som helst som samfund.

Problemet er bare, at det gør vi faktisk. Når en somalisk mand, der har overfaldet en 17-årig og voldtaget en 10-årig, får lov til at blive i landet (og formentlig løslades fra fængslet efter få år) - ja, så tillader vi hvad som helst. Når grove, systematiske tilfælde af incest udløser chokerende lave straffe på få års fængsel for den totale ødelæggelse af uskyldige børns liv, ja, så tillader vi hvad som helst. Vi sender et signal til dem, der har ondt i sinde, om, at der ikke er nogen alvorlige konsekvenser ved at krænke andre på liv, sjæl og legeme. Det synes de fleste almindelige mennesker, er forkert.

MEN I DEN juridiske klasse ser man ned på denne pøbelmentalitet. Man advarer om, at for megen lytten til massernes åndssvage retsfølelse fører direkte til barbari og ’folkedomstole.’ Heroverfor iscenesætter den juridiske eliteperson sig selv som det ’nuancerede,’ ’saglige’ og uhildede blik på sagen. Man er stolt af, at man kan sætte sig ud over sine følelser. Det er dog ikke noget at være stolt af, for dermed sætter man sig også ud over sin menneskelighed. Og at bedrive retfærdighed uden humanitet er en disciplin, kun de mest forhærdede ideologer dyrker. Dem er der tilsyneladende en stor mængde af i det danske retsvæsen.

I selvsmagende empati med de mest bestialske typer, kommer de moralske feinschmeckere i juraklassen til at glemme ofret. De reelt uskyldige. Dem kan juraklassen ikke lide. Dem er der nemlig ikke mange kulturelle point at hente i at forsvare.

Systemets folk er uden for demokratisk rækkevidde, forstenede som de er i akademisk ideologi og moralsk forfængelighed. Vi så, at den borgerlige regering øgede strafferammen for voldskriminalitet – og at dommerne nægtede at dømme hårdere alligevel. Deres retfærdighed er ikke vores.

Jeg ved ikke hvordan, men vi trænger til et opgør med ideologerne i retssystemet, i den kriminologiske og juridiske klasse i Danmark. Et opgør med inhumaniteten i den måde, vi behandler ofre på. Kun sådan kan vi få genintroduceret en form for anstændighed i det system, hvis fineste opgave burde være at beskytte uskyldige borgere.

DAGENS BREV, Berlingske Tidende den 22. november 2013 

Svar på tiltale

I klummen »Kulturkarrusellen« forleden giver filosof Eva Agnete Selsing dommerne en ordentlig overhaling.

Angrebene kommer i en lind strøm, og udfald som at det dan- ske retssystem er pilråddent, at dommerstanden konsekvent sæt- ter forbryder over offer, og at dommerne er selvsmagende, forste- nede og uden demokratisk rækkevidde, vil jeg lade stå for sig selv.

Jeg kan og vil heller ikke gå ind og kommentere de enkelte sager, Selsing bruger i sine angreb på mine kolleger. I det hele taget egner alvorlige straffesager sig ikke til »one liners.«

Hvad jeg derimod må kommentere, er Selsings påstand om, at vi dommere ser stort på Folketingets ønsker om højere straf og nægter at idømme hårdere straffe, selvom Folketinget lovgiver om det. Det er ganske enkelt usandt. Da den daværende borgerlige re- gering - i øvrigt sammen med et stort flertal i Folketinget - hævede strafferammerne for vold og voldtægt, fremgik det direkte af lov- forslagets bemærkninger (det er ledsagende tekst til loven, red.), at Folketinget forventede, at domstolene fremover ville hæve straf- ferammerne med en 1/3 i voldssagerne og med et år i voldtægts- sager. Den dengang aktuelle straf fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, og Folketinget udtalte, at straffene forventedes forhø- jet til det og det.

Og det har vi efterfølgende gjort! Vi har konsekvent hævet straf- fene for de omtalte forbrydelser, ligesom vi gør det hver gang, Fol- ketinget skærper straffene. Justitsministeren har efterfølgende orienteret Folketingets Retsudvalg om domstolenes praksis.

Nu er det tilmed sådan i Danmark, at de juridiske dommere ikke er alene om at afgøre skyldsspørgsmål og straf i straffesager. I alle sager, hvor tiltalte nægter sig skyldig, medvirker der doms- mænd og i de alvorligste sager nævninger. Selsings angreb på dom- merne rammer derfor i lige så høj grad de almindelige borgere, der daglig medvirker som domsmænd og nævninger i vore retssale.

Saglig kritik kan vi alle tage ved lære af, men det var der godt nok ikke meget af i Selsings klumme.

Mikael Sjöberg
landsdommer/formand for Den Danske Dommerforening