Brev til Justitsministeriet vedr. Irakkommissionen

Justitsminister Morten Bødskov
Justitsministeriet 
Slotsholmsgade 10 
12165 København K 

Kære Morten Bødskov.

Regeringen har besluttet at nedsætte en undersøgelseskommission om Danmarks deltagelse i krigen i Irak, og et kommissorium for en sådan undersøgelseskommission skulle for tiden være under udarbejdelse i Justitsministeriet.

Der er for tiden nedsat blandt andet en særlig Farumkommission, en undersøgelseskommission om Blekingegadebanden og en undersøgelseskommission om behandlingen af statsløse, og Folketinget behandler netop nu kommissoriet for den undersøgelseskommission, der skal behandle forhold i forbindelse med myndighedernes behandling af statsministerens skattesag. Fælles for disse undersøgelseskommissioner er, at undersøgelseslederen er eller forventes at blive en landsdommer.

Nedsættelsen af en særlig undersøgelseskommission om Danmarks deltagelse i krigen i Irak krigen giver anledning til en række overvejelser, som jeg skal henstille, at man tager i betragtning, inden man afslutter arbejdet med kommissoriet. Det drejer sig særligt om rammerne for kommissionens undersøgelser og sammensætningen af kommissionen.

Ud fra den politiske debat og den dækning, pressen har givet af Danmarks deltagelse i krigen, antager jeg, at kommissoriet kan blive meget bredt og muligvis række ud over rent juridiske vurderinger. Det rejser umiddelbart spørgsmålet, om et sådan bredt kommission kan besvares af kun en undersøgelseskommission. Men det rejser også spørgsmålet, om det er absolut nødvendigt, at formanden for en sådan eller sådanne undersøgelseskommissioner nødvendigvis skal være en dommer.

De opgaver, der forudsættes løst i en undersøgelseskommission, er efter deres art ikke sædvanlige for domstolene, og da de typisk besættes med rutinerede dommerkræfter, er de er ofte meget ressourcekrævende for domstolene.  I betænkning nr. 1315 om undersøgelsesorganer hedder det således:

.." dommere bør ikke være de eneste, der kan komme i betragtning til at forestå eller lede undersøgelser af forhold i den statslige forvaltning: tværtimod bør der være mulighed for efter en konkret vurdering at bestemme, om undersøgelsen bør forestås af en dommer eller af en anden jurist;.."

Synspunktet har også fundet udtryk i lovteksten, der indeholder et helt kapitel for det tilfælde, at der ikke er dommerdeltagelse i kommissionen.

Dommerforeningen skal på denne baggrund henstille til overvejelse, at man opdeler kommissoriet, således at rent retlige spørgsmål udskilles og overlades til en undersøgelseskommission med en dommer i spidsen, og at øvrige emner af mere samfundspolitisk eller historisk karakter overlades til en kommission uden dommerdeltagelse. Ønsker regering og Folketing, at undersøgelsen ledes af en dommer, kunne man alternativt overveje at opdele kommissoriet i flere undersøgelseskommissioner med hver sin dommer som formand.

Uanset hvilken model, der foretrækkes, skal jeg opfordre til, at kommissoriet eller kommissorierne bliver så præcise som muligt. I dagspressen og blandt politikere rejses der ofte kritik af, at undersøgelseskommissioner er år og dag om at afslutte deres arbejde. Dertil er kun at sige, at jo bredere og mere upræcist et kommissorium, man vælger, dets større er risikoen for, at arbejdet tager tid. Man kan ikke på den ene side forlange, at hver en sten bliver vendt og samtidig overaskes over, at ting tager tid. Tager man ikke højde herfor i forbindelse med nedsættelsen af en Irak kommission, kan man frygte, at den vil være adskillige år om at løse sin opgave.

Dommerforeningen uddyber gerne sine synspunkter under et møde.

Jeg har sendt en kopi af denne henvendelse til de to landsretspræsidenter og direktøren for Domstolsstyrelsen.

Med venlig hilsen
Mikael Sjöberg